Linieskolen er i dag en moderne dynamisk skole med mennesket i centrum. Det var den også, da den blev stiftet d. 4. maj 1923 af Margrethe Pedersen. Dengang var målet at uddanne åbne og selvbevidste kvinder, der både kunne tage vare på hjemmet og tage del i samfundslivet, men på den tid hed skolen blot Hadsten Husholdningsskole. Udgangs-punktet var højskoletanken om at oplyse og at uddanne for hele livet – i stærk modsætning til "den sorte skoles" udenadslære og disciplin.
I takt med at samfundet og kvindernes rolle ændrede sig er skolens undervisning og indhold naturligvis også blevet ændret. I dag er skolen en moderne skole for såvel piger som drenge. Skolens formål er stadigvæk at give eleverne faglighed, selvværd og selvtillid. Men indhold og arbejdsformer er naturligvis ændret fuldstændig gennem de senere år.
Margrethe Pedersens baggrund for at starte en husholdningsskole i Hadsten tog sin begyndelse helt tilbage i starten af 1900-tallet. Her var hun selv elev på Askov Højskole i 1902. Fra 1907–1911 var hun håndarbejdslærerinde på Hadsten Højskole. De næste par år uddannede Margrethe Pedersen sig til husholdningslærerinde på Ankerhus Husholdningsseminarium. Efter endt uddannelse fortsatte hun i ti år som lærerinde i praktisk husholdning på Ankerhus Husholdningsseminarium. Fra sin tid i Hadsten som lærer på højskolen, havde Margrethe Pedersen fået etableret nogle gode forbindelser i byen, så det var her, hun senere valgte at placere sin skole – sit livsværk- Hadsten Husholdningsskole.
Margrethe Pedersen var blevet inspireret af kraftcentrene Askov og Ankerhus, som begge var optaget af oplysning og faglig uddannelse af landbokvinder i forbindelse med opgaver i hjemmene. Hun ville danne sin egen skole. Hun startede skolen i lejede lokaler og påbegyndte byggeriet af ”Den hvide borg”, som hun kaldte skolen i 1925. Der var stor tilgang til skolen, og i 1937 blev skolen udvidet.
Som leder var Margrethe Peder-sen en stor pædagog. Hun var god til at fange elevernes opmærksomhed og til at give undervisningen en frisk og festlig stemning. Skolens motto var: ”Styrk ånden, skærp tanken, øv hånden” skrevet af Henrik Hertz. Dette motto er hugget ind i en sten, som stadig står ved skolens flagstang. Margrethe Pedersen sagde dengang: ”Undervisningen skal ikke gives for dagen i dag eller i morgen men for hele livet”. Margrethe Pedersen trak sig tilbage som forstander i 1954.